DEL

Markedet er snævert når det handler om cabriolet-biler med bagsæde, der er til at komme i nærheden af for rimelige penge. En der dog ikke er til at komme udenom, det er Opel Cascada. Egentlig er den bygget på den forrige Astra, men alligevel er den helt sin egen rent udseendesmæssigt. Opel Cascada fås fra lige under 400.000 kroner, hvilket må siges at være en ganske fair pris for en fire-personers cabriolet.

På vej på ældrecentret

Normalt er jeg rigtig glad for Opel, men jeg har det lidt anstrengt med den her Cascada. Jeg synes ganske enkelt, at den er begyndt at se gammel og utidssvarende ud på både det udvendige look og på det kabinemæssige. Især når kalechen er oppe, ser Cascada ud som om, den er på vej hen på ældrecentret. Inde i kabinen er der masser af knapper som vi kender det fra Opel i gamle dage, og en infotainmentskærm der er langsommere end når Aage på 96 skal over krydset med sin rollator.

Elendigt forbrugstal

Når det så er sagt, er der næsten ikke mere brok over Cascada fra min side. Eneste løftede pegefinger jeg har tilbage omkring den, er på det brændstofmæssige. Testbilen her har en 170 hestes 1,6 liters turbobenzinmotor som står opgivet til at kunne køre 13,7 km på en liter benzin. Det i sig sig selv holder ikke her i 2017, men tallet holder heller ikke i praksis. Mit snit efter små 800 km i bilen havnede på lidt under 9 km/ltr. Hertil skal så lige nævnes, at motoren har en formidabel lyd, af en firecylindret benziner at være og den kan cruise af sted på de små veje på yderst komfortabel vis.

Pænt med plads

Normalt i en cabriolet med bagsæde er det ikke plads, der er mest af, hvis en voksen skal sidde der. Bagagerummet plejer at være på størrelse med en skotøjsæske, men her imponerer Cascada. Den har fint med plads til voksne på bagsædet på kortere ture, og ryglænet ligger fint tilbage. Bagagerummet er på 280 liter med taget nede, hvilket gør det anvendeligt til en del bagage. Kalechen rulles fint ned med et tryk på en knap og efter få sekunder med op til 50 km/t er du under åben himmel.

Bedstefar er ligeglad

Spørgsmålet er bare, om ikke den kundegruppe, der vælger en Opel Cascada er fløjtende ligeglad med masser af knapper, en langsom infotainmentskærm og et aldrende udseende. Det er jeg ret sikker på. Jeg ser den typiske Cascada-køber som et par der har klart flest år bag sig end foran sig, og som har masser af friværdi. De penge skal så bruges på noget sjovt, og da bedstefar altid har drømt om en cabriolet han blandt andet kan bruge til at køre børnebørnene og deres bedstemor til stranden i, så kan han altså sagtens finde Vesterhavet uden at gøre brug af den langsomme skærm.

Bedstefar er stadig ligeglad

Bedstefar er da også ligeglad med de mange knapper. Bare han ved, hvor de mest gængse betjeningsknapper er, så skidt med resten. Sådan har han det garanteret også med forbrugstallet. Hvad betyder det, at den ikke engang kører 9 kilometer på en liter blyfri 95 oktan? Langt de fleste af de biler bedstefar har haft gennem årene er alligevel fra den tid, hvor et gennemsnitligt forbrug lå under 10 km/ltr. Og så giver Opel Cascada pludselig langt mere mening.

Opel Cascada Cosmo 1,6T aut. 170 hk

Pris: Denne bil 545.450,- Cascada fås fra 393.770,-
EU-miks: 13,7 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, 1,6 liter turbobenzin
Ydelse: 170 hk ved 4.250 – 6.000 omdr./min.
Moment: 280 Nm ved 1.650 – 3.200 omdr./min.
Topfart: 220 km/t
0-100 km/t: 9,9 sek.
Egenvægt: 1.733 kg
Tilladt anhængervægt: 1.250 kg m bremser – 750 kg uden bremser
Bagagerum: 280 liter tag nede, 380 liter tag oppe.
Længde/Bredde/Højde: 4.696/2.020/1.443 mm

Kommentarer