DEL

Den nye 5-serie sedan er blevet 100 kg lettere i forhold til forgængeren. Det skyldes især anvendelsen af mere aluminium, magnesium og højstyrkestål. Et ekstremt stift letvægtskarrosseri, en nykonstrueret undervogn, et lavt tyngdepunkt og en perfekt vægtfordeling skal tilsammen give en mere dynamisk køreoplevelse, selv om kørekomforten altid har været i højsædet når vi snakker BMW 5-serie sedan.

Den er vokset

Den nye BMW 5-serie sedan er både blevet en kende længere, højere og bredere end forgængeren. Akselafstanden er øget en smule, og så kan der nu være 10 liter mere i bagagerummet end der kunne være i den forrige model. Komfortniveauet i kabinen er blevet endnu højere takket være flere opbevaringsmuligheder, mere benplads til bagsædepassagererne og komfortsæder med massagefunktion. Dertil kommer den innovative sædebetjening med berøringssensorer og klimaautomatik med fire zoner.

Automatiseret kørsel er kommet tættere på

Med den nye BMW 5-serie sedan er automatiseret kørsel kommet et skridt nærmere i form af et væld af assistentsystemer, som ikke bare hjælper bilens fører i kritiske situationer, men også i forbindelse med trafikpropper og køkørsel samt på de lange motorvejsstrækninger. Ud over de generelle sikkerhedsfunktioner og en advarsel om krydsende trafik omfatter de nye funktioner også vognbaneassistent og vejstribealarm med aktiv sidekollisionsadvarsel.

Mere kørekomfort

Sidstnævnte funktion registrerer vejstriber og området omkring bilen, og hvis der er risiko for et sammenstød, hjælper funktionen aktivt bilens fører via korrigerende styreindgreb. Ligeledes sørger den aktive fartpilot samt styretøjs- og vognbaneassistentens nye funktioner for, at fartgrænserne overholdes. Op til en hastighed på 210 km/t er det desuden muligt at overlade styring, acceleration og bremsefunktion til bilen selv, og så kan den automatiske start/stop-funktion tilpasse sig ruten og trafikforholdene, så der derved opnås en endnu større grad af kørekomfort.

Brugervenlighed og komfort er nøgleord

Brugervenlighed og komfort er i det hele taget nøgleordene i den nye BMW 5-serie sedan, som er kendetegnet ved intuitiv betjening, blandt andet i form af den sidste nye generation af iDrive-systemet. Systemet kan betjenes ved hjælp af iDrive-controlleren, ved hjælp af stemmekommandoer eller hånd- eller fingerbevægelser eller ved at trykke direkte på skærmen. Den sidste nye generation af BMW Head-Up Display med fuld farvevisning har en projektionsflade, der er 70 % større end tidligere, og her kan man både få vist færdselsskilte, telefonnumre, radiostationer, musiknumre, navigationsanvisninger og advarselsmeddelelser fra de forskellige assistentsystemer.

Modelvarianter, der kan fås ved lanceringen den 11. februar 2017:

BMW 530i Sedan: 4-cylindret benzinmotor med 8-trins Steptronic-gearkasse.
BMW 540i Sedan: 6-cylindret benzinmotor med 8-trins Steptronic-gearkasse.
BMW 520d Sedan: 4-cylindret dieselmotor med manuel 6-trins-gearkasse/8-trins Steptronic-gearkasse.
BMW 530d Sedan: 6-cylindret dieselmotor med 8-trins Steptronic-gearkasse.

Modelvarianter, der kan fås fra og med marts 2017:

BMW 530e Sedan iPerformance (plug-in-hybrid): 4-cylindret benzinmotor plus BMW eDrive-eldriftssystem og 8-trins Steptronic-gearkasse.
BMW 520d Sedan EfficientDynamics Edition: 4-cylindret dieselmotor med 8-trins Steptronic-gearkasse.
BMW M550i xDrive Sedan: 8-cylindret benzinmotor med 8-trins Steptronic-gearkasse.

Alle motorvarianter fås med enten baghjulstræk eller BMW’s firehjulstræk xDrive.
Hvad den nye BMW 5-serie vil komme til at koste, ved vi endnu ikke.

Kommentarer