DEL

Der er noget majestætisk over den store SUV fra Mercedes-Benz. GLS hedder den. Engang hed den store basse fra Mercedes-Benz blot GL, men efter et kærkomment facelift hedder den altså nu GLS. S’et er kommet på, fordi tyskerne gerne vil signalere, at den mere end fem meter lange firehjulstrækker faktisk er en slags forhøjet S-Klasse. Udvendig er lygterne blevet mere runde og tidssvarende, så de matcher resten af modelprogrammet, og indvendigt er største nyhed faktisk det nye rat og muligheden for at holde en vandflaske kold eller kaffen varm i kopholderen mens der så kommer et blåt eller rødt lys alt afhængig af, om du køler eller varmer din drik.

Luksus-SUV

Lad mig slå fast én gang for alle: Mercedes-Benz GLS 500 V8 er en luksus-SUV. Det ses tydeligt både udvendigt og indvendigt. Lad mig nævne den syv-sæders kabine som et godt eksempel. Her er alt, der kan betjenes el-betjent. Du skal for eksempel ikke bakse med at få bagsæderne klappet sammen. Du trykker blot på en knap – og vupti, så er sæderne i den position, du ønsker det. I sæderne er der både mulighed for varme og køling, alt efter, hvad der nu behager dig. I forsæderne er der en massagefunktion, men glem alt om, at sæderne gør det lige så godt som din lokale massør.

Fejlplaceret infoskærm

Alligevel er der noget, der ikke helt stemmer i den store luksus-basse. Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, hvorfor Mercedes-Benz ikke kan finde ud af at integrere en infotainmentskærm ordentligt. Det ligner noget, der er købt på nettet og eftermonteret og bestemt ikke noget, der klæder en bil til en startpris på to millioner kroner. Andre og langt mere “nede på jorden-mærker” kan finde ud af at integrere infotainmentskærmen ordentligt. Så burde de også kunne magte den opgave nede i Stuttgart. De forskellige features i skærmen er der til gengæld ikke noget i vejen med. Ligesom det lækre musikanlæg fra Harman/Kardon spiller uovertruffent.

Instrumenthuset dumper

Et andet sted, hvor jeg også vælger at dumpe den, er i instrumenthuset, som kun er delvist digitalt. Her har man for eksempel i S-Klassen et billede fra infrarødt kamera som virker super godt, men det fås ikke i GLS’eren her. Der er heller ikke mulighed for at se navigationen i instrumenteringen som blandt andet BMW og Audi er lykkedes temmelig godt med. Og så bider jeg mærke i, at klimaanlægget er med simple drejeknapper, der hopper i intervaller på hele grader. Konkurrenterne har digitale displays med justering i halve grader.

Sublim siddekomfort

Der er dog også roser til mastodonten. De lækre sæder er nærmest et kapitel for sig. Sjældent har jeg siddet i en bil, hvor siddekomforten er som her. Jeg tror faktisk, at hvis jeg blev bildt ind, at det var vor tids Hans Wegner, Børge Mogensen eller en tredje anerkendt møbeldesigner, der havde konstrueret sæderne, så ville jeg tro på det uden at kny. I guder, hvor sidder jeg godt i de her lækre lyse lædersæder. Om det så er sæderne på anden eller tredje række, så er siddekomforten helt i top. Her er det yderligere et plus, at de kan ligges ned så man kan snuppe en lur på et ugeneret sted. Et stort glaspanoramasoltag pryder taget, hvilket giver et fantastisk lys i kabinen i dagslys. Irriterer solen mig, ruller jeg da bare det sorte gardin for. Så er det problem løst.

Lækker kraftfuld motor

Motormæssigt er det et gedigent kraftoverskud vi har med at gøre. Ude i motorrummet ligger Mercedes’ nyudviklede 4,7-liters V8’er med to turboer. Den yder 455 hk og har massive 700 Nm allerede fra 1.800 o/min. Den lækre otte-cylindrede motor arbejder som den skal, men den lyder ikke så brutal som for eksempel den sekscylindrede variant. Og her i 2016 er det ganske enkelt ikke godt nok, at den opnår et gennemsnitligt forbrug på blot 6,2 km/ltr. Den går måske i USA, nede hos de rige oliesheiker eller hos de nyrige russere og kinesere, men her i Europa er det ganske enkelt ikke godt nok. Så kan det godt være, at den æder 100 km/t på lidt mere end fem sekunder og at den kan køre 250 km/t på toppen, men hvad skal man lige bruge det til, når den skal omkring tankstationen hele tiden?

Mercedes-Benz GLS 500 V8 4Matic

Pris: kr.2.603.900,- GLS 500 fås fra kr.1.984.900,-
EU-miks:9,2 km/ltr.
Motor: otte cylindre, to turboer, 4663 ccm
Ydelse: 455 hk ved 5.2500 omdr./min.
Moment: 700 Nm ved 1800 – 4.000 omdr./min.
Topfart: 250 km/t
0-100 km/t: 5,3 sek.
Bagagerum: 680 ltr.
Længde/Bredde/Højde:513/193/185 cm

Kommentarer