DEL

Konkurrenterne Volvo og Audi har i årevis haft højbenede stationcars i form af deres Cross Country- og Allroadmodeller. Nu er også Mercedes-Benz af alle mærker hoppet med på den galej, og har lanceret en højbenet terrænduelig E-klasse, der har fået efternavnet All-Terrain. Som navnet antyder, skulle bilen gerne signalere, at den kan komme frem på alle slags underlag. Og jeg kan lige så godt fortælle det med det samme: Mercedes-Benz E 220 d All-Terrain, som er bilens fulde navn, er en gennemført bil fra a til z. Dog er der alligevel en lille anke som jeg vender tilbage til.

Intelligent firehjulstræk

Som udgangspunkt har All-Terrain baghjulstræk som alle andre rigtige Mercedes biler har. Men skulle det ske, at bilen mister grebet tager den forhjulstræk i brug. Det fungerer nærmest uden jeg som fører mærker noget til det. På en fedtet skovsti skal jeg endda lige kigge ud af vinduet og se mudderet sprøjte op ad skærmkassen før det går op for mig, at den også trækker på forhjulene her. Og det er jo det, der er så fedt ved biler i denne klasse – at de gør meget nærmest helt af sig selv, uden at føreren behøver at gøre andet end at styre speeder, bremser og rat.

Hvis du ikke gider en SUV

Mercedes-Benz All-Terrain er bilen til dig der ikke kan se dig selv i en SUV, men gerne vil have nogle af de egenskaber en SUV har. Uden at fornærme SUV’erne, så vil jeg faktisk mene, at køreegenskaberne i E-Klasse All-Terrain er markant bedre end i de fleste SUV’er. All-Terrain har for eksempel en vanvittig lækker luftaffjedring, jeg ikke kan komme på skulle være bedre i andre biler i denne prisklasse. Den har tre forskellige højder op til 3,5 centimeter over normal højde. Op til 35 km/t er undervognen løftet to centimeter. Kører jeg stærkere sænkes niveauet til “normal” som er 2,9 cm højere end den almindelige E-Klasse.

Kommer lidt til kort

Motormæssigt er der tale om en 190 hestes firecylindret dieselmaskine. Umiddelbart vil jeg foretrække den sekscylindrede motor med 258 hk som er i E 350’eren, men den firebenede her gør det egentlig ganske udmærket. Jeg mangler ikke motorkræfter på noget tidspunkt, men en del af det at køre i en bil, der signalere “sej og rå” er også at den lyder “sej og rå.” Der kommer motorkonstruktionen her til kort. Den mangler ganske enkelt noget “her-kommer-jeg-lyd.” Den automatiske ni-trins gearkasse er fremragende, hvor skiftene sker fuldstændig gnidningsløst, og det er uanset om jeg sparker til den på motorvejen, eller om jeg kører bykørsel med lav hastighed.

Prisen er pebret

Det kan naturligvis altid diskuteres om prisen er den rigtige. E 220 d All-Terrain starter ved lidt mere end 800.000 kroner. Du skal dog regne med, at du havner på omkring en million kroner, inden du er færdig med at krydse det nødvendige af på listen over ekstraudstyr. Det er selvfølgelig mange penge, men storbycowboyen, der har råd til bilen, er nok ikke videre bekymret, hvis han har besluttet sig for en E-Klasse All-Terrain. Kan han gøre noget rent beskatningsmæssigt begynder det for alvor at ligne noget. Her starter prisen ved lidt mere end 600.000 kroner.

Utrolig smuk bil

Bilen er usandsynlig smuk og et eller andet sted synes jeg faktisk, at All-Terrain er pænere konstrueret end den almindelige E-Klasse stationcar. Jeg er vild med de forhøjede skærmkasser med hård beskyttelse i plastik, ligesom alu-beskyttelsen i både for- og bagkofanger også pryder bilens udseende. Og mon ikke det netop er udseendet på testbilen, der gør, at jeg føler, at folk kigger mere efter bilen her, end når jeg kommer kørende i en helt almindelig E-Klasse? Og det er vel egentlig også det, han gerne vil have, ham storbycowboyen? At der bliver kigget efter ham når han kører af sted i sin fede Mercedes.

Mercedes-Benz E 220 d All-Terrain

Pris: Denne bil 1.228.149,- E 220 d All-Terrain fås fra 807.800,-
EU-miks: 19,2 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, 2,0 liter turbodiesel
Ydelse: 194 hk ved 3.800 omdr./min.
Moment: 400 Nm ved 1.600 – 2.800 omdr./min.
Topfart: 235 km/t
0-100 km/t: 7,7 sek.
Egenvægt: 1.760 kg
Tilladt anhængervægt: 2.100 kg m bremser – 750 kg uden bremser
Bagagerum: 640/1.820 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4.933/2.065/1.475 mm

Kommentarer