DEL

Den nye X-Line-version gør den lille mikrobil markant mere attraktiv for dig der leder efter en mikrobil, men synes at markedet er mættet med kedelige små biler. Det robuste design fremhæves af kontrastfarvepakker og den større frihøjde (156 mm, hvilket er 15 mm højere end Picanto i standardversionen), som også giver føreren et bedre udsyn over vejen. Den nye version nyder godt af Kias enliters T-GDI-motor (med turbo og direkte indsprøjtning), som gør den til den mest kraftfulde Picanto nogensinde.

Designet giver Picanto SUV-attitude

Den nye Picanto kom på gaden med et dristigt og energisk design, da den blev lanceret tidligere på året, og med den nye X-Line version introduceres en række robuste designmæssige detaljer. X-Line har Kias ”tigernose”-signaturkølergrill, mere respektindgydende kofangere i SUV-stil, bundskjold i metallook både foran og bagpå, der giver en mere selvsikker udstråling af at kunne komme frem overalt. Som noget unikt for X-Line versionen har listerne omkring kølergrillen og tågeforlygterne en limegrøn finish (fås også med sølvfarvet finish), mens sort beklædning omkring skærmene øger den visuelle effekt af den større frihøjde.

Den mest kraftfulde Picanto nogensinde

Den nye Picanto X-Line er udstyret med koreanernes trecylindrede enliters T-GDI-motor. Den motor, som tidligere kun har kunnet fås i cee’d-modellerne og den nye Rio, er en kompakt ny motor, som nu for første gang kan fås i en Picanto.

Foruden den høje effektivitet og det lave emissionsniveau passer den nye T-GDI-motor perfekt til de direkte køreegenskaber i Picanto. Med et minimalt forakseltryk sikrer den mere kraftfulde motor, at Picanto har noget der ligner sjove køreegenskaber. Motoren yder 100 hk ved 4.500 omdr./min., og det maksimale drejningsmoment på 172 Nm er til rådighed mellem 1.500-4.000 omdr./min. Med denne motor, som altså er den stærkeste nogensinde i en Picanto, accelererer X-Line-versionen fra 0-100 km/h på 10,1 sek. Den nye motor kører op til 22,2 km/l med CO2-emissioner fra 104 g/km (blandet kørsel, NEDC).

Kvalitet, teknologi og alsidighed

Kia Picanto X-Line er udstyret med mange af de features, der kendes fra resten af Picanto-modelprogrammet – eksempelvis 16” alufælge, aluminiumspedaler, LED-dagskørelys og tågeforlygter, hajfinneantenne og nøglefri betjening. Det store ”flydende” 7,0” HMI med touchskærm omfatter navigationssystem med 3D-kort og Apple CarPlay™ og Android Auto™, der giver komplet integrering af smartphones. X-Line fås desuden med et nyt bakkamera, trådløs smartphoneoplader og USB-indgang. Picanto X-Line har i øvrigt et sportsligt D-formet rat som standardudstyr.

Sikker i byerne

Den nye Picanto er den sikreste mikrobil, Kia nogensinde har produceret. Bilen har en karrosserikonstruktion i avanceret højstyrkestål, og den er udstyret med seks airbags (frontairbags, sideairbags foran og gardinairbags), og knæairbag er ekstraudstyr. Standardudstyret omfatter også aktivt sikkerhedsudstyr som Vehicle Stability Management (VSM) med Electronic Stability Control (ESC), som sikrer bilens stabilitet under opbremsning og i sving. Desuden har den nye Picanto automatisk nødbremsesystem som er en vigtig teknologi til styrkelse af sikkerheden i byerne. Picanto byder på overraskende god kabineplads og bagagerumskapaciteten er på 255 liter, og når 60:40-splitbagsædet klappes fladt ned, kan bagagerumskapaciteten øges til 1.010 liter. Kia Picanto X-Line kommer til salg inden jul 2017. Prisen er endnu ukendt.

Kommentarer