DEL

Kaster du penge efter en stor luksusflyder i millionklassen så er jeg sikker på, at der også er en pæn portion passion og drømme med inden du sætter din underskrift på slutsedlen. Sådan skal det nemlig være, for med al respekt for helt almindelige gadebiler som vi helt almindelige kødelige har råd til, så er der bare mere “toughness” over de store luksuriøse biler som eksempelvis Mercedes-Benz E-Klasse, BMW 5-Serie og Audi A6. Men der er kommet en ny dreng i klassen. Det er en bil som desværre ofte bliver overset når de store drenge skal ud at se på ny bil. Bilen er Jaguar XF, og den har mindst lige så meget toughness over sig som den tyske trio.

380 hk, seks cylindre og 450 Nm

Er du typen, der ikke gider følge alle de andre i millionærklubben og træffe det oplagte valg mellem de tre førnævnte tyskere, så mand dig op og gør dig selv den tjeneste, at se nærmere på den potente brite her. Testbilen her er topvarianten som er en 380 hestes benzindrønnert med otte trins automatgear, seks cylindre og et voldsomt drejningsmoment på 450 Newtonmeter. Den kombination gør XF’eren i stand til at nå fra 0 til 100 km/t på lidt mere end fem sekunder. Med andre ord får du altså også lidt af en sportsvogn i din flyder, og det er faktisk ikke et postulat der er grebet ud af den blå luft. XF’eren har nemlig lånt en del af isenkrammet fra den rappe sportsvogn Jaguar F-Type, hvilket forklarer en hel del omkring det sportslige islæt i Jaguar XF.

På rov i F-Type

Det er blandt andet Intelligent Driveline Dynamics der er lånt fra Jaguar F-Type. Det sikrer, at kræfterne leveres efter forholdene og førerens valg – der er flere indstillinger at vælge imellem, og der er stor forskel på dem. Smid den i Dynamic, hvis din indre racerkører skal have noget at skulle have sagt, og når du så får stillet den lyst, sætter du den i Eco og XF’eren begynder at spare brændstof. Spare er så meget sagt, for bilen kører i snit 11,6 km på en liter benzin, og det er vel egentlig nok her, testbilens største akilleshæl er. Dét tal er ikke meget i 2017, men hånden på hjertet så er det nok heller ikke dig, der ønsker at spare på brændstofkronerne der køber en Jaguar XF S 3.0. Er du en sparegris med ønsket om en XF, skal du vælge en variant med en tre-liters dieselmotor, der i snit når omkring 18 km. på en liter diesel.

Ond motorlyd

Apropos motoren så er der jo, som tidligere skrevet, tale om en sekscylindret en af slagsen. Personligt er jeg vild med lyden af sekscylindrede motorer som rent faktisk godt kan lyde mere ond end en ottecylindret motor. Og netop ond er også det første jeg kommer i tanke om når jeg sparker til speederen og motoren får noget at leve af. Lyden er fænomenal og her er jeg på ingen måde i tvivl om, at XF og F-Type er mere end i familie med hinanden. Jeg både hører og mærker det sportslige islæt, hvilket måske godt kan overraske lidt XF’erens vægt taget i betragtning. Den vejer immervæk næsten 1800 kg og med mig bag rattet er vi tættere på 1900 kg, men alligevel er der masser af sportsvogn over den næsten fem meter lange flyder.

Kompressor, ja tak!

Bilen er i øvrigt udstyret med en kompressor ude i motoren. Ikke noget med turbo her, og det klæder Jaguar XF gevaldigt. Effekten stiger eksplosivt og kræfterne kommer prompte. Uden at gøre det alt for teknisk, kan jeg fortælle, at en kompressor, som i tilfældet her kaldes en super charger, presser mere luft og brændstof ind i forbrændingen end end turbolader gør, og da en kompressor drives af krumtappen og ikke, som en turbolader, af udstødningen, er der kontant afregning ved kasse et. Følelsen er virkelig fed, og det kraftmæssige overskud er virkelig noget, jeg mærker.

Intelligent firehjulstræk

Jaguar XF har i øvrigt træk på alle fire hjul, hvilket gør bilens vejgreb og acceleration uovertruffent. Hvor de fleste andre biler med intelligent firehjulstræk har træk på forhjulene som det permanente og så tager baghjulene i brug når det er nødvendigt, er XF’eren lige modsat. Her er der altid træk på de to bagerste hjul, og så tager forhjulene fat efter behov. Personligt er jeg mest til baghjulstræk så for mig giver den konstellation god mening. Ellers har jeg ikke meget mere at sige om Jaguar XF. Det skulle måske lige være en bemærkning om bilens udvendige look. Her er briterne måske ikke helt up to date, da XF’eren godt kan se ældre ud end den er, men kan du leve med et aldrende look har du en bil, der er købt med passion og drømme – og det er jo heller ikke værst. Du bliver i hvert fald en “her kommer jeg-type” med stil.

Jaguar XF S 3,0 V6 SC AWD

Pris: Denne bil 1.427.900,- Jaguar XF fås fra 603.780,-
EU-miks: 11,6 km/ltr.
Motor: Seks cylindre, benzin
Ydelse: 380 hk ved 6500 omdr./min.
Moment: 450 Nm ved 4500 omdr./min.
Topfart: 250 km/t
0-100 km/t: 5,3 sek.
Bagagerum: 540 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4954/2091/1457 mm

Kommentarer