DEL

Dengang Richard Møller Nielsens feriedrenge vandt EM i fodbold var der nok ikke mange europæere der gik rundt og sagde “om 25 år vil det her nye bilmærke, Hyundai fra Korea, være et mærke man i den grad skal tage seriøst.” Men sådan er det blevet her 25 år efter de danske fodbolddrenges EM-triumf, Hyundai ér blevet et mærke vi så absolut skal tage seriøst, for i modsætning til de første Hyundai-biler på det europæiske marked, så er de fleste Hyundai-biler nu designet og udviklet i Tyskland og produceret andre steder her i Europa, hvilket man både tydeligt ser og mærker ved nærmere bekendtskab med en af mærkets nyere biler.

Udmærket intropris

For eksempel den nye i30. Bilen er placeret i den lille mellemklasse, som er den klasse nogle medier betegner som Golf-klassen. Her er det nærliggende at sammenligne Hyundai i30 med netop en VW Golf, men der er efterhånden så mange andre fine biler i den lille mellemklasse, at det vil være unfair overfor de andre, da det i min optik ikke er en selvfølge, at VW Golf er klasselederen. Den nye i30 fås til priser fra 204.000 kroner og for de penge er der godt med moderne teknologi, sikkerhed i top og en ganske fin brugsværdi.

Masser af udstyr

Testbilen her er en 110 hestes firecylindret turbodieselmotor med højeste udstyrsniveau, som hos Hyundai hedder Premium. Helt i tråd med den koreanske strategi er bilen spækket med udstyr og står super flot på et sæt 16 tommer alufælge. Navigationens sprog er naturligvis på dansk og vedrørende navigationen er det værd at nævne, at det i Premium-varianten, og faktisk også mellemudstyrsvarianten Trend, er inklusiv Hyundai MapCare som har op til ti års gratis kortopdateringer med i pakken. Premium-varianten har som den eneste i30 automatisk skiltegenkendelse, hvilket er rart når det er der, men ikke noget der er strengt nødvendigt.

Letkørt bil

Bag rattet er sådan noget som styretøjet noget af det første jeg begejstres over efter ganske få kilometers kørsel. Hyundai har lavet et decideret laboratorium udelukkende til kalibrering af styretøj og affjedring og jeg må sige, at det i dén grad har givet resultat. Hyundai i30 er letkørt og præcis, og jeg savner slet ikke de forskellige valgmuligheder der var i forgængeren, hvor man kan vælge mellem de forskellige hårdheder i undervognen som aldrig helt betød den store forskel. Nu finder teknikken selv frem til en indstilling der passer til kørslen, og hurra for det. Ved høj hastighed kunne forgængeren godt støje en del i kabinen, men sådan er det ikke her i den nye i30.

Super fin komfort

Komfortmæssigt er Hyundai i30 også super godt med. Jeg sidder perfekt i førersædet, hvor jeg er glad for, at jeg kan justere lændestøtten elektronisk, ligesom jeg bemærker, at mine lår har ret god støtte på sædet. På bagsædet er jeg dog ikke helt så begejstret for pladsen. Det går lige an med mine 112 kg og 186 cm højde, men det er ikke heromme jeg har mest lyst til at sidde på længere køreture. En anden beklagelse er omkring materialevalget. Enkelte steder er plastkvaliteten ikke helt på niveau med den øvrige del af bilen, men her er vi dog i småtingsafdelingen. Alligevel tøver jeg ikke med at kalde den nye Hyundai i30 for den bedste Hyundai på markedet.

Hyundai i30 1.6 CRDi Premium

Pris: Denne bil 298.875,- i30 fås fra 203.875,-
EU-miks: 26,3 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, 1,6 liter turbodiesel
Ydelse: 110 hk ved 4.000 omdr./min.
Moment: 280 Nm ved 1.500 omdr./min.
Topfart: 190 km/t
0-100 km/t: 11,0 sek.
Egenvægt: 1.411 kg
Tilladt anhængervægt: 1.500 kg m bremser – 650 kg uden bremser
Bagagerum: 395/1.301 liter
Længde/Bredde/Højde: 4.340/1.795/1.455 mm

Kommentarer