DEL

Den første variant af Ford Edge blev lanceret i USA lige før finanskrisen gjorde sit klamme indtog, og krisen var en af grundene til, at Ford valgte at vente med at sende den store SUV på det europæiske marked. Nu er finanskrisen noget der var engang, og der er atter vind i sejlene. Forbrugerne efterspørger igen store biler med masser af plads. Det er Ford selvfølgelig opmærksom på, og derfor er det kun naturligt, at Ford Edge kommer til Europa.

To motorvarianter

Og nu er den her så, den store Ford Edge version to. Ikke som den er i USA, hvor den fås med flere forskellige benzinmotorer med seks cylindre og hele pivtøjet, men i en mere europæisk udgave, hvor to firecylindrede motorvarianter med enten 180 hk. eller 210 hk. er eneste valgmulighed. Her kan forbrugerne så vælge mellem en manuel sekstrins gearkasse eller Fords dobbeltkoblings automatgearkasse, Powershift. Testbilen her er højeste udstyrsvariant, Sport, med den store motor på 210 hk. og dobbeltkoblings automatgearkasse.

Lækkert el-glastag

Det første indtryk bag rattet er positivt. Masser af knapper i rattet, en integreret infotainmentskærm i midterkonsollen og et lækkert digitalt instrumenthus, for blot at nævne lidt. Jeg har et perfekt udsyn både fremad og bagud. Og så tiltaler det mig pænt meget, at bilen er udstyret med et panorama el-glastag, som ganske vist er ekstraudstyr til 27.000 kroner, men det er ikke her, du skal undlade krydset på bestillingslisten. Glastaget giver et naturligt lys i kabinen som du bliver glad og sådan nærmest helt overskudsagtig af.

Mere overskud – mere køreglæde

Motormæssigt har vi altså fat i den med flest hestekræfter på det europæiske marked. De 210 hk. er godt hjulpet på vej af to turboer, som giver den store bil mere bundtræk og flere kræfter i den høje ende af omdrejningsfeltet. Også det giver mere overskud og, for mig personligt, mere køreglæde. Bilen har noget Ford kalder adaptiv styring som ved lav hastighed gør bilen nemmere at styre. Sådan skåret ud i pap kan man sige, at bilen drejer skarpere med mindre bevægelse, hvilket er godt ved bykørsel i så stor en bil. Når hastigheden så er høj, er der mere føling med styretøjet. Og så har den selvfølgelig også alle de assistenter, som blandt andet hjælper med at holde kørelinjen og holde afstand til forankørende for blot at nævne et par stykker.

En god pendlerbil

Ford Edge har permanent firehjulstræk, men derfor er den ikke en offroader i traditionel forstand. Frihøjden på godt 20 cm er ikke videre imponerende, men derfor kan du sagtens køre på markveje og i let terræn i din Ford Edge uden at frygte, at du skal have fat i SOS Dansk Autohjælp. Momentet på 450 Nm gør, at der er masser af trækkraft i den 1900 kg tunge SUV, der må have to tons på trækkrogen, hvilket gør den velegnet til at trække en stor campingvogn eller en hestetrailer. Det er dog ikke kun som trækker, at Edge markerer sig. Også som pendlerbil er den med fremme. Takket være de mange indstillinger for sædet bliver jeg ikke træt af at køre lange ture i Ford Edge.

Er den pengene værd?

Ifølge de officielle papirer fra Ford skal testbilen kunne køre 17,2 km på en liter dieselolie ved blandet kørsel. Det kan den ikke helt, men med et snit på 14,8 over små 700 km vil jeg alligevel godt godkende bilens forbrug. Ford Edge fås fra 652.000 kroner og spørgsmålet er så, om den er pengene værd. Ja, det mener jeg faktisk, den er. Hvis vi ser lidt nærmere på de konkurrenter Ford Edge skal konkurrere med fra Volvo, BMW og Audi som alle har en noget højere indstigningspris, så vil jeg mene, at Ford Edge sagtens kan være med, men vælg for guds skyld en variant med Powershift. Du kan ikke køre den amerikanske stil med manuel gearkasse.

Ford Edge Sport 2.0 TDCi

Pris: Denne bil kr. 785.620.- Edge fås fra kr. 652.100.-
EU-miks: 17,2 km/ltr.
Motor: 2,0 – fire cylindre
Transmission: Dobbeltkoblings automatgear, seks trin
Ydelse: 210 hk ved 3750 omdr./min.
Moment: 450 Nm ved 2000 omdr./min.
Topfart: 211 km/t
0-100 km/t: 9,4 sek.
Bagagerum: 602 ltr.
Anhængervægt: m bremser 2000 kg – u bremser 750 kg
Længde/Bredde/Højde: 481/169/193 cm

Kommentarer