DEL

Har man de senere år sagt Fiat, er der utvivlsomt mange, der automatisk kommer til at tænke på Fiat 500. Den lille nuttede bybil som mere eller mindre er den eneste personbil, Fiat har haft på programmet i flere år. Senere kom den så i større og andre varianter, 500L, 500L Living og 500X. Ellers har Fiat ikke haft meget at byde på siden italienerne lod Bravo udgå for efterhånden fire år siden. Nu er Fiat tilbage i den lille mellemklasse, hvor man har lanceret en ny model og støvet det gamle navn “Tipo” af og givet det til den nye bil.

Det friske pust i klassen

Og den nye italiener er slet ikke så tosset. Jeg vil faktisk driste mig til at kalde Tipo for et friskt pust i klassen. Lyden fra den 120 hestes turbobenziner er god, og på en måde lyder den som meget mere, end den er. Jeg er typen der altid slår stop/start-funktionen fra i en bil som noget af det første, og det irriterer mig, at jeg skal gøre det hver gang motoren har været slukket, men sådan er det ikke i Tipo. Her skal jeg kun gøre det én enkelt gang, så husker den det. Jeg er også begejstret for det system Fiat kalder for “City,” hvor styretøjet bliver ekstra smidigt, hvilket især er lækkert ved bykørsel.

Med hilsen til strandsælgerne

Instrumenteringen er til at leve med. Plastikkvaliteten er flere steder at sammenligne med noget af det billige skrammel strandsælgerne har at tilbyde på Lidoen, men vi skal lige huske på, at vi har med en bil at gøre, som koster fra 170.000 kroner. Jeg er heller ikke så begejstret for sædevarmen. Her er to niveauer. Meget varm eller “jegkanikkemærkevarmenirumpetten-varm.” Her kunne der godt være en mellemting som vi ser hos andre biler i klassen. Infotainmentskærmen er placeret godt, hvor det giver mest mening, nemlig integreret i midterkonsollen. Skærmen er mindre end min iPhone, men det gør ikke skærmen ringere for der er det, der skal være i den. Og det fungerer fint.

Motor med glæde

Testbilen her har den føromtalte turbobenzinmotor med 120 hk, hvilket er en ganske fin motorkombination til bilen. Den er fleksibel og har et dejligt bundtræk, og de seks manuelle gear gør, at jeg aldrig behøver køre med høje omdrejninger. Rent forbrugsmæssigt skal den ifølge de officielle papirer fra Torino gerne kunne køre 16,7 km/ltr. og det er den med mine 15,9 km/ltr meget tæt på at kunne indfri. At der så er flere af de nærmeste konkurrenter, der kører omkring 20 km på en liter 95 oktan, er blot en fodnote i denne kontekst.

Godt med plads

Ellers er det tiltalende med Fiat Tipos megen plads. Jeg sidder ganske fint bag rattet, men kunne nok godt ønske mig noget mere lændestøtte. Der er fin plads til store børn på bagsædet, hvor også et par voksne godt kan finde sig til rette. Bagagerummet er pænt stort. Det rummer hele 440 liter, hvilket ikke mange andre biler i den lille mellemklasse gør. Har du brug for mere plads, så kig nærmere på Tipo som stationcar. Den kan rumme 100 liter mere end hatchback-varianten her og den koster faktisk kun ganske få tusinde kroner mere.

Fiat Tipo – 1.4 T-JET Easy 5-dørs

Pris: Denne model: kr. 250.990 Tipo fås fra kr. 170.000.-
EU-miks: 16,7 km/ltr.
Motor: 1,4 – benzin med turbo, fire cylindre
Ydelse: 120 hk ved 5.000 omdr./min.
Moment: 215 Nm ved 2.500 omdr./min.
Topfart: 200 km/t
0-100 km/t: 9,6 sek.
Egenvægt:1.385 kg
Tilladt anhængervægt: 1.500 kg m bremser – 750 kg uden bremser
Bagagerum: 440 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4.368/1.498/1.792 mm

Kommentarer