DEL

Det kan godt være, at Dacia Duster er en discount-bil uden de store dikkedarer, men der er ingen der kan tage charmen fra den buttede SUV fra Rumænien.

Vi kan her vise nye billeder af den faceliftede Dacia Duster, som forventes på markedet i begyndelsen af 2018. Heldigvis har rumænerne ikke ændret voldsomt på Dusteren; den har stadig et tiltrækkende design, hvor det markante look er bibeholdt.

Det er ikke fordi der er sluppet synderligt mange informationer ud fra Dacias hovedkontor om den kommende Duster, men ifølge engelske pressekilder er teknikken taget fra den nuværende Duster speedet op med opdateringer til 1,5 diesel og 1,2 turbobenzin. Firehjulstræk og EDC-dobbeltkoblingsgearkasse som vi kender fra Renault vil stadig være en option.

Rygter fra det engelske vil i øvrigt vide, at interiøret vil blive fremstillet i et bedre materiale ligesom infotainmentsystemet vil blive opgraderet med nye features. Automatisk nødbremse vil også være en mulighed i den nye Dacia Duster. Og så til det helt store spørgsmål: Vil Dacia Duster komme med syv sæder? Nej, det vil den ikke, slår Dacias øverste direktør fast overfor vores engelske pressekilder. Tyske kilder vil dog vide, at der senere i 2018 kommer en Dacia Grand Duster som vil blive mindst 20 centimeter længere end Duster og desuden vil få mulighed for syv sæder.

Kommentarer