DEL

Chassiet rykker sig, hver gang speederen trædes ned. Gearvælgeren står i neutral, men den karakteristisk måde, som motoren vrider sig på, vidner om, at ude foran er der seks cylindre på række klar. Klar, i det øjeblik jeg rykker gearstangen mod højre, så der står D1 i displayet. Når det sker, og klampen rammer de M-præget måtter, skyder den brede 2’er afsted ud af pitten med et brøl, der er en racerbil værdigt. Jeg er på Hungaroring, en af Europas fineste racerbaner, placeret lidt uden for Budapest i Ungarn. Og det er den nye BMW M2 heldigvis også.

Nye former

BMW har netop lanceret det seneste medlem af M-familien, og denne gang er det den lille 2-Serie Coupé, de har kastet trolddommen over. Den leveres i forvejen i en meget levende M240i, men det er ikke fuldblods-M-vogn. Det er denne. M2 står der på bagsmækken. Lader du øjnene passere hækken og ned langs siden ser man straks, at skærmene er svulmet ganske betragteligt. Læg dig på asfalten, og bagdækkenes bredde viser hvorfor.  Hele pakken er der fra storebrødrene. Dæk, udstødning og indsugning. Og motor.

Det rette miljø

M2 er efterfølgeren til den enormt populære og glimrende 1M Coupé, og visse elementer går igen. Motoren er stadig en tre liters R6 med turbo, men mange dele er lånt fra storebror M4. Effekten er landet på 370 hestekræfter og helt op til 500 NM med overboost. Det betyder, at jeg på vej ud af pitten bruger 4,3 sekunder på at ramme de første 100 kilometer i timen. Når den gør det, vrider kræfterne godt i baghjulene, og anti-spin-systemets blinken gør en brav kamp for at vinde opmærksomheden i instrumenthuset.

Flere opgraderinger

Ved første kurve oplever jeg, at også bremserne er en væsentlig opgradering fra den normale 2-Serie. De bider sig fast, og M’eren drejer. Her er masser af moment, så man vænner sig hurtigt til at tage svingene i et højere gear, end man havde gjort i sidste generations naturligt aspirerede M-biler. De brede dæk sikrer, at kræfterne kommer stabilt ud, og ud ad kurven kan jeg hurtigt lukke op for de mange kræfter. M2 er, trods baghjulstræk, kort akselafstand og rigeligt med heste, nem at køre hurtigt. I Sport+ indstillingen kommer bagenden enkelte gange ud og vil lege med, men det er altid i situationer, der er til at redde.

Den sjoveste i flokken

Langs pitten har BMW motorsportsafdeling også været så venlige at sætte en M3, M4 og en M6. Alle tre udstyret med Competition Package. Det giver flere muskler, og bedre undervogn til at tøjle dem. Men efter, at M2 har rumsteret på asfalten, bliver det hurtigt tydeligt, at de større biler ikke kan måle sig med den på rendyrket køreglæde. Den er sjovere, mere manøvredygtig, og du føler som fører, at du kan køre tættere på grænsen, end i de større og kraftigere biler. Den relativt lille motor betyder, at der ikke er så meget vægt under nedbremsninger, og i direkte sammenligning bliver M6 en kæmpe.

Den bedste på banen

M3, M4 og M2 har alle den samme basismotor som udgangspunkt, så giver M2 væsentlig mere respons. 3 og 4’eren skal bygge kræfterne op, hvor M2 reagerer prompte på input fra pedallen til højre. Det gør det nemmere at dosere bagenden, og det giver en sjovere bil på banen. Og med muligheden for at tage hvilken nøgle, jeg måtte, så snuppede jeg M2’erens, hvis der var en bane, der havde åbent.

BMW M2

Pris: Denne model: 938.400 kr. BMW 2-Serie Coupé starter ved 349.500 kr.
EU-miks: 12,7 km/ltr.
Motor: 2979 ccm, sekscylindret benzin med turbo
Ydelse: 370 hk/6500 omdr.
Moment: 465 Nm/ 1450 – 5560 omdr. 500 Nm ved overboost
Tophastighed: 250 km/t.(begrænset) 270 km/t. med M Driver’s Package
0-100 km/t: 4.3 sek. Med automatgear – 4.5 med manuel.
Transmission: 7-trins M DKG dobbeltkobling og baghjulstræk
Bagagerum:390 ltr.
Mål (l/b/h): 446/198/141 cm

Kommentarer