Ny Audi A4 – Nu knap så kedelig

Audi plejer at holde sig til de sikre dyder når en ny model lanceres. I den nye A4 har man dog dristet sig til at skeje ud på især interiørdelen, hvilket i dén grad har pyntet på det nye køretøj.

10684
DEL

A4 er måske den allervigtigste bil for Audi. I hvert fald, hvis vi kigger på salgstallene globalt, hvor A4 bryster sig med flotte tal på adskillige markeder. Også her i Danmark sælger Audi A4 ganske godt, hvor langt de fleste solgte er i firmabilssegmentet. Siden 2007 har vi haft fornøjelsen af B7 som den nyeste A4, der med enkelte minimale facelift har lignet sig selv gennem de sidste otte år. Nu er der så kommet en afløser for B7’eren, og den hedder sjovt nok også Audi A4 – og har den tekniske betegnelse B8.

Nu knap så kedelig
For en gangs skyld har Audis designere virkelig oppet sig og dristet sig til at kreere et køretøj der er knap så kedelig som Audi har det med at være i mine øjne. Ja, Audi kører altid super godt, men de ér altså kedelige at se på. Her har vi imidlertid en ny Audi A4 der både kører godt og er utrolig smuk at se på – dog ikke mere end at man sagtens kan se, at det er en Audi, hvis jeg skal drille lidt. Den store grill i fronten er blevet mere strømlinet at se på, hvor den faktisk ligner de største Audi-modeller ret så markant.

Hvorfor nu det?

Jeg er vild med instrumenteringen, der giver mig præcist de oplysninger jeg har brug for og ikke mere.

Infotainmentskærmen er stadig placeret midt i det hele, men af en eller anden tosset grund er man gået bort fra den ellers så fede feature, at skærmen kunne skjules inde i panelet. Nu kan man i stedet blot slukke for skærmen ved et tryk på en knap – og thats it. Ellers er jeg imponeret af, hvor nemt det er at finde rundt i skærmen og aktivere diverse features som fx Bluetooth og navigation. Rattet er lille og lækkert. I bunden er det lineært, hvilket giver mig følelsen af at sidde i en bil som er meget mere racerbil end den her 150 hestes Audi A4 nogensinde kommer i nærheden af at være.

Imponerende forbrugstal
Det er nu ikke fordi jeg mangler kræfter i den daglige kørsel. Den solide TDI-motor gør det hæderligt, og jeg er voldsomt imponeret af motorens lave forbrug. Jeg har kørt næsten 800 km i den og jeg havner på 24,7 km/ltr. Det er ikke så meget som de officielle papirer fra Audi foreskriver, men dem har vi jo også på det seneste lært, at vi ikke helt kan regne med – men alligevel synes jeg nu, at næsten 25 km på en liter dieselolie i en Audi A4 er absolut godkendt. Og så er jeg desuden særdeles begejstret for det ekstremt lave støjniveau bilen har ved høj hastighed, ligesom det superlækre LED-lys i høj grad imponerer mig.

Askebæger og cigarettænder
I bagagerummet er der masser af plads. På bagsædet er der ganske fin plads til to voksne. Den store kardantunnel tager desværre en del plads, og så kan det undre mig, at vi her på tærsklen til 2016 stadig ser et askebæger og en cigarettænder til fri afbenyttelse for bagsædepassagererne. Kopholderen i front fungerer. Den har et solidt greb om både 33 cl dåser og 50 cl plastikflasker – og så er den placeret, hvor det giver mening; nemlig lige foran gearstangen. Musikanlægget spiller vildt godt og så har de tyvstjålet idéen om at placere volumenknappen i forlængelse af armlænet fra Mazda – genialt, og noget alle bilproducenter burde gøre tilsvarende.

 

Audi A4 Limousine Sport 2.0 TDI

Pris: Denne model kr.513.780.- Men ellers starter priserne for Audi A4 ved kr. 493.780.-

Motor: 1968 ccm, 4 cylindre

Ydelse: 150 hk 3250 omdr.

Moment: 320 – 1500 omdr.

0-100 km/t: 8,9 sek.

Tophastighed: 220 km/t

Transmission: Seks trins manuel

Mål (l/b/h): 473/202/143 cm

Egenvægt: 1.430 kg

Bagagerum: 480 ltr.

Gennemsnitligt forbrug: 26,3 km/ltr.

Gennemsnitlig CO2-udledning: 99 gram/km

Kommentarer